Sofie Bech Slyngborg

Vejen til en sund balance


Skriv en kommentar

Ups…

Hej… kan I huske mig 😄 Det er godt nok ikke ofte, jeg får skrevet herinde. Og det er jeg virkelig ærgelig over, for det er bestemt ikke min mening at være så fraværende, men den her (forholdsvise) nye tilværelse som mor tager bare stadig det meste af min tid og energi. Synes heller ikke jeg har det store at dele med jer herinde, især fordi min blog so far har været meget kost- og træningsoriteret. Og jeg må jo nok indrømme, at jeg bestemt ikke får trænet og kreeret mad som førhen. Jeg har faktisk gået i en længere periode nu og overvejet, om jeg skulle skifte lidt fokus her på bloggen. Eller måske ikke skifte direkte fokus, men måske egentlig bare gøre bloggen mindre fokuseret. Min hverdag indeholder som sagt langt fra blot træning og kost nu, og det tænker jeg, at bloggen også skal afspejle. Dermed ikke sagt, at den ikke vil indeholde træning og kost, for det vil den bestemt, men jeg har måske lyst til at gøre indholdet lidt bredere – så den viser lidt flere ting fra min hverdag. Hvad siger I til det? 

Og så gør jeg alt hvad jeg kan for at få skrevet liiiidt oftere herinde 😉

// Sofie 


Skriv en kommentar

Min første tid som mor

wp_ss_20170313_0002 (2)

Nu er der gået lidt over 2 måneder, siden Asta kom til verden, og dermed også 2 måneder siden jeg fik titlen mor. Det har været de bedste par måneder i mit liv! Bevares, det har dog også været de hårdeste måneder i mit liv, men det overskygges stadig af al den kærlighed til vores lille pige ❤

2 måneder lyder ikke af meget, for hun er jo nærmest lige blevet født. Den første måneds tid havde jeg det også som om, at hun var blevet født for maks en uge siden. Men de sidste ugers tid føltes det helt modsat. Selvom hun stadig er lille bitte, så har jeg det nu som om, at vi har haft hende altid – kan i hvert fald slet ikke forestille mig, at vi har kunnet undvære hende. Dét at blive mor er virkelig noget helt særligt og ganske ubeskriveligt. Og jo, det er nok den mest brugte kliché, men ikke desto mindre er det sandt. Mor-titlen er bare det bedste 😉

Hvordan har de første par måneder så været med denne nye titel? Som jeg skrev øverst, så har det både været de bedste, men også de hårdeste måneder i mit liv. Og hård dækker både over fysisk såvel som mentalt.

Den første uge var helt klart den hårdeste – OMG!!! Aldrig har jeg været så udmattet og grædefærdig før. Hvis I har læst min fødselsberetning – den kan læses HER – så ved I også, at vi havde en lidt hård start efter Astas fødsel. Jeg blev syet ret meget, hvilket gjorde, at jeg nærmest ikke var mobil i 1-2 uger. De første dage efter fødslen, hvor vi boede på patienthospitalet, var jeg stort set kun sengeliggende pga. smerter, og det betød, at min kæreste måtte tage sig af Asta. Jeg kunne ikke tage hende op, hvis hun græd, jeg kunne ikke bære hende, sidde med hende, trøste eller skifte hende. Jeg kunne kun ligge ned og amme hende, og det synes jeg var utrolig hårdt – psykisk. Jeg var rigtig ked af, at jeg følte, at jeg ikke kunne tage mig ordenligt af min datter. Jeg havde jo netop glædet mig til, at kunne sidde og nusse hende, gå lidt rundt med hende og bare stirre på hende dagen lang. Og selvom jeg også kunne sidde halvt op i sengen (dog kort tid af gangen) med hende, så havde jeg hende dog oftest kun, når hun skulle spise. Og der var det også hele tiden en anden, der måtte komme med hende til mig. Det var temmelig frustrerende. Min kæreste klarede dog det helt fantastisk, så jeg vidste, hun var i 120% trygge hænder, og det gjorde mig da også glad, at de så fik en masse kvalitetstid sammen – det var skønt at se ❤

Det hjalp dog lidt, da vi kom hjem til os selv og i vante omgivelser. Der begyndte jeg også at kunne bevæge mig lidt mere omkring – dog stadig med mange smerter. Derhjemme var vi meget plaget af udmattethed. Nu var vi pludselig 3, og vi skulle nu til at lære vores datter at kende. Hun skulle ligeledes også til at lære os at kende samt lære den helt nye verden at kende. Og jeg kan godt sige, at det er hårdt, når ens hverdag pludselig bliver så forandret. Vi vidste udmærket godt, at babyer ikke sover meget (eller længe af gangen), at de jo skal spise hele tiden og kan græde meget. Men derfra og så til at være i det 24/7, og hvor man ikke altid ved, hvorfor hun græder – det er hårdt! Det hjalp heller ikke, at vi begge i forvejen var helt kvæstet efter fødslen og de hårde dage på sygehuset, så det var ærlig talt en KÆMPE hjælp, at min mor kom og hjalp os fra morgen til aften de første 3-4 dage, efter vi var kommet hjem. Efter Asta havde spist, tog min mor sig af hende, så vi kunne få indhentet noget søvn, og så vores overskud kunne komme tilbage. Selvom jeg også her til tider følte, at det var lidt “dårligt”, at vi ikke selv kunne holde til at passe hende, så kan jeg godt se nu, at det var bare nødvendigt. Det er til absolut INGEN nytte, hvis vi forældre er fuldstændig smadret fra start og aldrig rigtig kommer ovenpå – det vil både gå ud over Asta og vores forhold – for man er bare en helt anden person, når man er overtræt x 1000. Så når jeg ser tilbage på den tid, så vil jeg ALDRIG have været foruden min mors hjælp. Vi har generelt taget imod al den hjælp, vi blev tilbudt, og det vil jeg  virkelig anbefale andre kommende/nybagte forældre at gøre – hvis man altså har muligheden for at få hjælp. Det gør altså en verden til forskel for ens overskud. Hvad enten det er hjælp til barnet, madlavning, rengøring osv. – tag endelig imod det 😛

Nå, men de første par uger var som sagt lidt udfordrende, idet alt var så nyt, og Asta havde jo ingen rutiner endnu. Den største udfordring de første ugers tid var helt klart nætterne. Der sov og spiste hun som vinden blæste. Men det ændrede sig heldigvis efter ca. 3 uger. For hun sov faktisk igennem natten for første gang, da hun var 3½ uge gammel 😉 Det var SÅ mærkeligt, for jeg vågnede alligevel flere gange og tænkte “hvorfor vågner hun ikke” 😀 Men det gjorde en verden til forskel på søvn fronten, og endnu mere overskud begyndte at vende tilbage. Siden da har hun bare sovet rigtig godt om natten, og idag sover hun oftest 7-8 timer i streg hver nat – I love it 😉

Det er generelt dejligt nemt at være på barsel med lille Asta, og det er især blevet nemmere, efter at hun også er begyndt at kunne underholde sig selv på sit legetæppe. Indtil for et par uger siden ville hun altid hænge på én i sine vågne timer. Hun blev tosset, hvis man lagde hende fra sig, og hun var heller ikke meget for, hvis vi bare sad med hende – vi skulle helst gå rundt med hende, hvilket var ret hårdt. Også fordi at jeg så heller ikke rigtig kunne få lavet så meget praktisk herhjemme, når mine arme ikke var fri. Men det er blevet meget bedre, så derfor er der nu mere tid til lidt kreative udfoldelser i køkkenet og ved symaskinen og hæklenålen 😉

Selvom dagene godt kan være lidt meget ens, så elsker jeg stadig at være på barsel med Asta. Og især nu, hvor hun hele tiden udvikler sig motorisk, og hvor hun hele tiden kan flere og flere ting og ikke mindst udtrykke sig mere og mere. Det er så fascinerende at opleve. Det er ikke mere end et par uger siden, at hun begyndte at smile til os, og det var simpelthen noget at det største at opleve. Vi havde ventet på de smil i laaaaaaang tid, så da de endelig kom, ja så var det nærmest til at tude over – total mor-kommentar, I know 😀 Men der er altså bare ikke noget bedre, end når ens lille baby smiler over hele ansigtet ved synet af én ❤ Og lige meget hvor træt, udmattet og dårlig humør man måtte være i, så kan sådan et smil fra Asta få det hele til at gå væk – det er bare ikke til at stå for. 

Jeg ved ikke helt, om min barsel er som jeg havde forventet. Det tror jeg måske den er. Jeg havde tænkt, at det sikkert ville blive skide hårdt i starten, og at der vil være dage, hvor jeg intet ville magte udover at være sammen med Asta – og det passer faktisk meget godt. For selvom Asta er virkelig let at passe, så er det stadig hårdt arbejde. Det tager rigtig meget energi at skulle være ekstra opmærksom 24/7, når man ikke er vant til det. Det tager en del energi (nok mest mentalt) at vide, at man er ansvarlig for et andet lille menneske. Asta er 200% afhængig af os, at vi passer, plejer, mader og beskytter hende, og det kan godt skræmme mig nogle gange – det er jo et kæmpe ansvar. Men heller ikke et ansvar jeg vil være foruden. Men det tager bare tid at skulle vænne sig til det ansvar, og det kan (hos mig i hvert fald) godt sluge en del energi. Så jo, min barsel er nok, som jeg havde forestillet det. Jeg havde dog nok håbet, at jeg ville have liiiiidt mere overskud, end jeg har. At jeg ville have energi til at få lavet lidt flere kreative sager, få bagt lidt mere, ordnet flere praktiske ting i hjemmet og få gået lidt mere med barnevognen. Lige den med barnevognen, der giver jeg altså det danske vintervejr skylden, for puha hvor jeg hader kulde, blæst og regn – det gider jeg altså ikke vade rundt i 1½ time i 😛 Det har været meget svingende indtil nu, hvor meget jeg har fået lavet herhjemme, men alting er jo også stadig meget nyt, så måske det kommer med tiden 😉 Man kan da håbe 🙂

Nu glæder jeg mig bare til tiden fremadrettet og til at opleve hvad mor-titlen mere har med sig ❤

// Sofie 

 


Skriv en kommentar

Gurkemejeboller

wp_ss_20170313_0001 (2)

Den ting jeg bager allermest, er helt klart boller. Jeg elsker brød, og jeg nyder især en lunet bolle til morgenmad med syltetøj og ost på. Jeg synes dog, at de boller man kan købe i supermarkedet er lidt kedelige, og der er også oftest puttet alt muligt andet i, som ikke er nødvendigt i brød. Derfor foretrækker jeg at bage det selv, for så kan man også få lidt forskelligt fra gang til gang, og man ved præcist, hvad de indeholder.

Jeg var dog kørt lidt træt i min tidligere udgave, så jeg søgte lidt på nettet efter inspiration, og der faldt jeg over en opskrift af Julie Bruun. Hun havde lavet disse koldthævede boller, som jeg synes så rigtig lækre ud. Mine skulle dog ikke være koldthævede, men så tilsatte jeg bare noget mere gær. Jeg brugte meget Julies opskrift som inspiration, og så har jeg selv tilføjet lidt andre ting, så de blev, som jeg gerne ville have dem.

OPSKRIFT PÅ 20 STORE BOLLER
5 dl lunken vand

50 gram gær
1 spsk acaciehonning
1 tsk salt
2 æg
2 store revet gulerødder
1 dl rapsolie
½ tsk kardemomme
½ tsk gurkemeje
1 dl yoghurt natural 
5 dl. grahamsmel
Hvedemel
Chiafrø
Sesamfrø
Havregryn
Hørfrø

Gæren opløses i det lunkne vand.
Herefter tilsættes honning, salt, æg, gulerødder, olie, kardemomme, gurkemeje og yoghurt.
Når ovenstående er blandet sammen tilsættes grahamsmelet, og herefter tilsættes der hvedemel, indtil dejen har den rette konsistens.
Jeg rører altid mine deje på en røremaskine, da resultatet bare bliver så meget bedre – plus det er psyko hårdt at ælte en dej ordentligt i hånden 😛 Så min maskine gør heldigvis arbejdet for mig, og dejen skal have så meget mel, at den slipper røreskålen og ikke er klistret mere – den må ikke hænge fast på ens fingre. Dejen skal også gerne æltes i 5-10 minutter, da den dermed bliver allerbedst og luftig.
Når dejen er færdigæltet stilles den til hævning et lunt sted i 1 time.
Når dejen har hævet hældes den ud på et bord med lidt mel, og skæres der stykker af dejen ud, som rulles til boller.Bollerne sættes på en bageplade og stilles igen til hævning et lunt sted i 30 minutter. 
Imens bollerne hæver igen, blander man en skål med chiafrø, sesamfrø, hørfrø og havregryn. Man kan i teorien bruge alverdens slags frø og kerner, men dette var lige, hvad jeg havde i mine køkkenskabe. 
Når boller er færdig med at hæve, så pensler man dem godt med et sammenpisket æg, og så drysser med godt med frøblandingen henover. De må gerne få et godt lag.
Til sidst skal boller bare i ovnen ved 220 grader varmluft i ca. 12-15 minutter.

Det er nok nogle af de allerbedste og ikke mindst smagfulde boller, jeg har bagt, så det bliver bestemt heller ikke sidste gang, jeg bager dem. De har virkelig en god smag, er dejlige luftige og har en lækker sprød skorpe. Disse blev både serveret for min familie og min mødregruppe, og de blev i den grad nydt.

Måske et lille mandags bageprojekt? 😉

God fornøjelse,

// Sofie

 


Skriv en kommentar

Kakaosnitter

wp_ss_20170310_0001 (2)

For noget tid siden var vi hjemme og spise hos min svigermor, hvor hun bl.a. serverede hjemmebagte kakaosnitter til dessert. Jeg havde aldrig smagt en kakaosnitte før, men det var absolut kærlighed ved første bid😋

Jeg vidste dermed også med det samme, at dem måtte jeg selv prøve at bage i den nærmeste fremtid. Vi bager ikke så tit kage herhjemme, fordi vi jo så ender med en hel kage, vi kommer til at spise selv. Ikke at vi ikke sagtens kunne spise så meget kage, men det går bare ikke😆 Så der skal oftest være en særlig anledning for at bage en kage – og det kom der heldigvis også.

I onsdags var det nemlig min tur til at have mødregruppen på besøg, så selvfølgelig skulle de lækre kakaosnitter bages dertil. Opskriften er som sagt min svigermors, men den er super simpel og let at følge, og det tager ingen tid at bikse de snitter sammen😉

OPSKRIFT TIL EN STOR KAGEFORM (sådan én med låg til)
125 gram smør

140 gram sukker
250 gram mel
4 æggeblommer
Ovenstående æltes sammen og spredes ud i bunden af kageformen.
Herefter smøres der et lag hindbærsyltetøj på.

4 æggehvider
300 gram sukker
125 gram kokosmel
2 spsk kakaopulver
Æggehviderne piskes stive, hvorefter sukkeret piskes i lidt af gangen. Massen vil nu være lidt sej i det. Herefter blandes de resterende ingredienser i massen. 
Til sidst fordeles massen ud på laget af hindbærsyltetøj.
Kagen bages ved 175 grader i ca. 30-35 minutter. 
Lad den køle helt af, før stykkerne skæres ud.

De er super nemme og hurtige at lave, og så smager de bare ALT for godt. Tror i hvert fald, at de faldt i god jord hos mine medmødre 😛 Og de resterende stykker kage forsvandt også ret hurtigt bagefter 😛 

God fornøjelse 😉 

// Sofie 

 


Skriv en kommentar

Min fødselsberetning

bea496b9-61ab-4248-b3bb-c2275d570a30

Nu er der snart gået 4 uger siden, jeg fødte lille Asta, og dermed er overskuddet der også til at få skrevet min fødselsberetning ned. Advarsel: den er ret lang 🙂

Jeg havde termin den 30. december 2016, men stort set hele december havde jeg haft tiltagende plukveer. Tiltagende i den forstand, at de var begyndt at nive godt til, og de kom tilmed regelmæssigt. I starten af december var jeg til et tjek på fødegangen, hvor de sagde, at det lignede optakten til en fødsel. Men min krop var slet ikke moden nok, så plukveerne blev døbt modningsveer, og jeg måtte dermed bare vente på, at de tog yderligere til i kraft. Jeg havde adskillige episoder som denne i løbet af december, og hvor jeg flere gange troede, at nu begyndte det. Men hver gang gik det i sig selv igen. Kan godt hilse og sige, at det er pænt hårdt og udmattende for kroppen, både fysisk men især også mentalt at ligge søvnløs flere nætter med smerter og forberede sig på, at nu går fødslen i gang – for så at gå i sig selv igen. Jeg var i hvert fald pænt træt, da vi nærmede os min termin.

fullsizer-1

Og vi nåede også min termin, og der skete stadig ingenting. Det passede os nu også fint nok, for vi ville gerne kommer godt igennem juledagene og nytår uden nogen fødsel – og det gjorde vi heldigvis også. Men så begyndte der så småt at ske lidt mandag den 2. januar 2017. Modningsveerne rørte igen på sig, og endnu engang havde de taget til i styrke, og de kom også periodevis regelmæssigt. Jeg har under min graviditet læst bogen “Smertefri Fødsel”, og jeg begyndte nu at få stor gavn af de øvelser fra bogen angående vejrtrækning, afslapning og fokusering – for nu nev de virkelig til. Og jeg kunne også godt mærke, at de føltes meget anderledes, og jeg tænkte ligeså flere gange, at dette helt sikkert var optakten. Men dagene gik, med masser af tiltagende opstartsveer og søvnløse nætter, og stadig ingen baby. Torsdag den 5. januar skulle jeg så til jordemoder igen, hvor vi bl.a. skulle snakke om en evt. igangsættelse. Med det samme jeg kom ind til jordemoderen, og hun spurgte mig, hvordan jeg havde det, så brød jeg helt sammen. Jeg kunne bare ikke mere nu. Jeg var simpelthen så træt og udkørt af alle de opstartsveer, der igen igen bare ikke blev til mere – det var utrolig udmattende. Hun prøvede dog at berolige mig med, at det lød som om, noget var ved at ske. Vi fik også aftalt, at jeg næste morgen skulle ringe til fødegangen og få bestilt tid til en kontrol af igangsættelse.

Næste morgen fredag den 6. januar vågnede jeg klokken 7 af de sædvanlige opstartsveer. Men nu gjorde de altså ret ondt. Jeg tænkte dog ikke mere over det, for jeg var jo efterhånden vant til dem. Jeg fik dermed sagt farvel til min kæreste, der tog på arbejde klokken 8, og så fik jeg ringet til fødegangen og bestilt en tid til kontrol om mandagen, og hvor jeg så endelig skulle sættes i gang om onsdagen. Så vi vidste nu, at denne weekend ville blive den sidste, bare os to. Vi fik dog ikke vores sidste weekend alene 😛 For kort tid efter telefonopkaldet tog smerterne til. De var nu så slemme, at jeg lå og vred mig i sofaen. Jeg begyndte derfor at tage tid på dem, men der var stadig 5-9 minutter imellem. Jeg varslede min kæreste om, at noget måske for alvor var i gærde, men at jeg først ville ringe ham hjem, når der var under 5 minutter imellem. Klokken blev dog ikke mere end 9.30 før jeg ringede grædende til ham og bad ham om at komme hjem, for jeg kunne ikke klare de her smerter alene. Og hjem kom han. Timerne gik med smerter, men der begyndte at være længere og længere imellem veerne, så vi var begyndt at tænke, at det nok igen var ved at gå i sig selv. Om eftermiddagen tog smerterne dog yderligere til, og jeg måtte gå i bad for at kunne slappe af og klare smerterne. Indtil nu havde jeg okay kunnet arbejde med veerne og bruge teknikkerne fra “Smertefri Fødsel”, men inde i badet blev det pludselig for meget, og jeg bad min kæreste om at ringe til fødegangen og sige, at jeg snart ikke kunne mere. Dette var ved 15-tiden. Fordi der stadig var “for” lang tid imellem veerne bad de mig om at tage et par panodiler og prøve at holde ud lidt endnu. Men derfra blev de bare mere og mere smertefulde, og ligemeget hvilke teknikker jeg afprøvede, så blev veerne bare vanskeligere at komme igennem. Det var begyndt at føles, som om mine hofter og lænd blev revet fra hinanden. Av, siger jeg bare!

Klokken 19 gav jeg op igen, og jeg bad endnu en gang min kæreste om at ringe til fødegangen og sige, at nu kunne jeg altså ikke mere. Selvom der stadig var op til 8 minutter imellem veerne, sagde de, at jeg gerne måtte komme ind og blive tjekket, men at vi nok skulle regne med at blive sendt hjem igen. Vi fik smidt vores tasker i bilen og kørte afsted mod sygehuset. Med det samme jeg kom ned i bilen kom der endnu en ve, og derfra begyndte de at komme med 3-5 minutters mellem. Vi var inde på fødegangen klokken 19.30, og da jeg blev undersøgt var jeg allerede 5 cm åben. Så vi var pænt glade for, at vi ikke var blevet hjemme 🙂 Vi fik straks en fødestue, og jeg fik med det samme klyx og kom i badekar klokken 20. Der var jeg allerede 6 cm åben. Jeg fik lattergas med det samme, jeg kom i badekarret, da jeg hurtigt fornemmede, at det varme vand ikke var nok imod smerterne. Derfra er resten lidt sløret for mig, hvilket bestemt skyldes lattergassen. Det var nok den mest syret fornemmelse. Jeg fik en total ud-af-kroppen oplevelse. Fornemmede ikke rigtig længere min krop, hvilket var VILDT rart, idet smerterne dermed forsvandt 😉 Jeg fornemmede bare at jeg flød følelsesløst rundt i noget varmt vand, og engang imellem kunne jeg høre nogle stemmer (min kærestes og jordemødrenes). Jeg var altså HELT væk imellem veerne. Jeg fik også fortalt efterfølgende, at jeg var svært utilfreds, når jeg skulle holde en pause med lattergassen – den  var altså svær at undvære 😛 Jeg har absolut ingen tidsfornemmelse under fødslen, så jeg aner slet ikke, hvornår der skete hvad. Jeg kan kun huske, at jeg får at vide, at jeg er 9½ cm åben og skal sige til, når jeg får pressetrang. Det fik jeg ret hurtigt efter, kan jeg huske. Derefter hører jeg, at jeg bliver bedt om at vende mig i en anden stilling i badekarret, og så kan jeg huske, at jeg begynder at presse. Jeg husker, hvor grusomme smerterne er, og jeg husker, at jeg på ingen måde kan holde igen med at presse. Jeg mindes, at jeg presser mange gange, og får at vide flere gange, at hun ikke kommer endnu. Præcis hvor lang tid pressefasen var, aner jeg ikke. Pludselig kan jeg selv fornemme, at hovedet er på vej, og med et stort svup, så fløj hun ud 😀 Fik at vide bagefter, at hun kom ud en ve, før de troede, så hun blev vitterligt skudt ud 😀 Og så fik jeg vidunderet op til mig ❤ Asta blev født en uge over termin, fredag den 6. januar 2017 klokken 23.17. Selve fødslen tog altså kun 3-4 timer, så det var gået rigtig stærkt.

Selvom jeg ikke fik lattergas under hele pressefasen (det må man ikke), så var det stadig meget sløret – også da Asta kom op til mig. Tror det hele var så overvældende, og der skete så mange ting, at jeg bare ikke husker det så tydeligt. Husker kun, at jeg pludselig ikke var i smerte mere (kæmpe lettelse), og at jeg nu endelig havde hende i mine arme. Herefter skulle jeg hurtigt ud af badekaret, inden moderkagen blev født. Med det samme jeg kommer ned fra badekarret går der en skylle blod, hvilket så lidt voldsomt ud – mistede dog ikke særlig meget. Herefter kom jeg op på briksen og ligge med Asta, og kort tid efter blev moderkagen født. Min kæreste klipper navlestrengen, og nu kunne vi bare nyde vores lille datter – den mest fantastiske og surrealistiske oplevelse at få hende ud til os ❤

Imens hun lå hos mig blev jeg også undersøgt for “skader”, og jeg havde desværre fået en 2. grads bristning. Jeg skulle dermed syes ret meget, hvilket også betød, at jeg var ret så bevægelseshæmmet lang tid efter. Trods en langsom opstart over flere dage, så endte det alligevel med en hurtig fødsel. Og selvom det var en helt normal fødsel uden nogen form for komplikationer, så var jeg stadig meget medtaget. Jeg havde rigtig mange smerter grundet de mange sting, så der gik faktisk 14 dage, før jeg kunne gå/stå/sidde normalt. Efterfødselstiden var virkelig hård, meget hårdere end jeg havde troet. Jeg havde slet ikke forventet, at jeg ville have så ondt/være så øm, og vi var begge fuldstændig udmattet og afkræftet. Vi fik dermed en del hjælp af familien i det første stykke tid, så vi kunne komme ordentligt ovenpå, og det er jeg så evig lykkelig for.

Jeg husker, at jeg både under fødslen og lige efter svor, at jeg ALDRIG ville føde normalt igen 😀 Det var simpelthen for smertefuldt, og mine indøvet coping-teknikker virkede slet ikke under selve fødslen. Min krop tog selv styringen, og jeg følte ikke, at jeg selv kunne styre den. Den vred sig af smerte, uden jeg kunne gøre noget. Så de kommende børn måtte komme til verden ved kejsersnit 😛 Men så fantastisk som kvindekroppen er, så er smerterne sjovt nok allerede glemt, og nu kan jeg ærlig talt ikke vente, til jeg igen skal være gravid og give Asta en lillebror eller lillesøster – ved en normal fødsel 😉 Men der skal lige gå et par år endnu 😛

Jeg kunne skrive MEGET mere om denne oplevelse, men den er vist blevet lang nok nu 😛 Kort sagt kan jeg bare sige, at selvom min graviditet var ret hård, og fødslen var pokkers smertefuld, så overskygger det ALT at få sin lille guldklump ud til sig. Vi knuselsker lille Asta så utrolig meget, og det er bare noget helt specielt endelig at få titlen “mor og far”. Vi er nu en rigtig familie, og vi nyder det i fulde drag ❤

// Sofie


Skriv en kommentar

Træning under min graviditet

Jeg har skrevet meget kort herinde om min træningssituation under min graviditet, og det er nok mest jer, der også følger med hos mig på instagram (@sofiebechslyngborg), der har lagt mærke til, at træningen nærmest har været ikke-eksisterende hos mig de sidste 6 måneder. Jeg havde en klar forestilling om, hvordan min graviditet ville være og især mht. min træning. Men det kunne næsten ikke være blevet mere modsat af, hvad jeg havde håbet på. Jeg var overbevist om, at fordi jeg var i så god fysisk form inden min graviditet, så ville jeg slippe for alle fysiske gener under graviditeten, og jeg ville dermed også kunne fortsætte med min træning. Selvfølgelig på et nedsat niveau, men jeg ville stadig kunne træne regelmæssigt og på den måde blive en rigtig #fitmom. Men næh nej, sådan hænger det åbenbart ikke sammen.

Jeg havde tilmed meldt mig ind Århus Crossfit dagen før, jeg fandt ud af, at jeg var gravid, fordi jeg havde lyst til at give den maks gas og udfordre mig selv på træningsfronten, men ja, allerede dagen efter (dagen hvor jeg opdagede min graviditet) måtte jeg kapitulere. Præcis fra den dag af, hvor jeg opdagede min graviditet, fik jeg det så skidt med kvalme, smerter og ingen energi, at jeg måtte opgive træningen. Og der gik faktisk næsten 3 uger, før jeg fik bevæget mig ned til træning igen. Selvom jeg ikke var langt henne på det tidspunkt, så føltes træningen allerede meget anderledes på min krop, hvilket satte nogle begrænsninger for mig. Jeg fik dog trænet crossfit i 2 måneder, inden jeg igen måtte give op. Selvom jeg til hver træning tilpassede øvelserne mit niveau, så føles det bare ikke vildt behageligt, og i slutningen af juli begyndte mit bækken første gang at brokke sig.

Faktisk har jeg ikke styrketrænet siden juli måned, netop grundet bækkensmerter. I løbet af august måned blev de bare værre og værre, og fra september-november har jeg været så fysisk begrænset af smerterne, at jeg intet har kunnet lave. Bare det at rejse sig fra sofaen eller sengen har været virkelig smertefuldt. Selv en lille gåtur eller det at skulle stå op i noget tid, kunne/kan være smertefuldt. En virkelig underlig følelse at være så fysisk begrænset og plaget af smerter, når man har været vant til at være fysik aktiv næsten dagligt. Det skulle mit hoved især vænne sig til. Men jeg accepterede det ret hurtigt, da jeg jo ikke kunne gøre sig meget ved det, og nu havde jeg ligesom også et andet lille væsen at tage mig af, og som har haft absolut første prioritet.

Da jeg kom til mit andet læge- og jordemoderbesøg fik jeg også beskeden om, at jeg havde fået bækkenløsning, hvilket også var den fornemmelse, jeg selv havde gået med længe, idet alle mine smerter passede på de symptomer, der er ved en bækkenløsning. Så efter denne besked fik jeg en henvisning til en fysioterapeut, der har speciale i bækkenet og graviditetsgener. Men til min store overraskelse fortalte hun mig, at jeg faktisk ikke havde bækkenløsning. Alle smerterne var dog noget lig ved bækkenløsning, men de skyldes faktisk især min ryg. Selvfølgelig var det også almindelig graviditetsgener, da en voksende mave bare er en meget stor belastning for kroppen. Men fysioterapeuten fortalte, at jeg havde en skævt bækken (hvilket jeg vidste i forvejen) og dermed også en skæv ryg. Jeg havde ligeledes en for lige ryg, idet jeg har et for lille lændesvaj. Derfor har min krop/leddene haft ekstra svært ved at give sig og komme ud i de positioner en gravid krop skal ud i. Dette kombineret med, at jeg ikke længere har kunnet træne og holde mine muskler ved lige, så har jeg især mistet en del støttemuskler, der ligeså skulle holde styr på kroppen/leddene.

Jeg fik herefter nogle øvelser, der skulle løsne op i min ryg og bækken, og som jeg har lavet derhjemme, og jeg begyndte også at gå til gravidsvømning et par gange om ugen. Og det har faktisk hjulpet. Og lige en hurtig anbefaling til andre gravide: gå for guds skyld i svømmehallen, det er noget af det MEST behagelige under sådan en graviditet, og jeg ville ønske, jeg havde startet på det tidligere. Det er SÅ hårdt og tungt for ens krop at bære rundt på et barn i maven, så det er simpelthen den bedste følelse at komme ned i en varmt vandsbassin og være helt vægtløs og pludselig have følelsen af fuld bevægelighed ❤ Anyways… det går som sagt bedre med bækkensmerterne nu, hvilket både skyldes den lille form for træning jeg har kunnet lave den sidste 1-1½ måned, men også at mit tyngdepunkt igen har rykket sig. Til gengæld har jeg fået mere ondt i min ryg, da maven virkelig har haft vokseværk den sidste månedstid, og det har i den grad sat mine rygmuskler på prøve.

Men sådan er det bare, og jeg ved, at det bare er midlertidigt. Idag har jeg kun 14 dage til termin, så jeg begynder virkelig at kunne se en ende på det, og udover at jeg glæder mig UFATTELIG meget til at møde vores lille pige, så glæder jeg mig også vanvittig meget til at kunne være lidt mere aktiv igen. Jeg har egentlig ikke så travlt med at komme ned i et træningscenter igen. Det kommer, når jeg har overskud og kræfter til det – baby kommer først. Men jeg glæder mig vildt meget til at kunne komme ud og gå lange ture med barnevognen. Få en masse frisk luft og netop få følelsen af at være mobil igen (uden smerter). Men det skal som sagt nok komme  – snart håber jeg 😉

Så det med, at mange tror, at man vil opleve en problemfri graviditet, hvis man i forvejen er fysisk trænet, det holder altså ikke helt. Og jeg kender også flere gravide kvinder, der har været super seje med træning op til deres graviditet, men som ligesom mig, har måttet stille træningsskoene på hylden for en tid. Det er super frustrerende, og jeg har længe ønsket at være én af de kvinder, der har kunnet fortsætte med min daglige træning, trods en stor gravid mave. Men vi er alle forskellige, og jeg har gjort, hvad min gravide krop har kunnet holde til, og jeg ved, at det også har været det bedste for lillepigen i maven.

// Sofie

 

 


Skriv en kommentar

Barsel <3

e9f2363f-be15-4a86-9697-bf13806eaa45

Så blev det endelig min tur til at gå på barsel, og jeg kan næsten ikke beskrive, hvor tiltrængt det har været – både for kroppen og hovedet. Det har været drøn hårdt (til tider lidt for hårdt) at skulle køre til og fra Viborg/Århus flere gange i ugen og dermed have lidt lange dage, hvor jeg ikke har kunnet få lov at få min afslapningstid på sofaen i løbet af dagen. Jeg tror også det har påvirket min krop en del, for måtte en lille tur på fødegangen i forrige uge med regelmæssige plukveer. Der var heldigvis intet galt, men fik en lille diskret besked om, at det var vigtigt, at jeg fik slappet godt af. Og nu hvor der heller ikke er så længe til termin mere, så har mange af de praktiske gøremål, der gerne skulle nås, inden babys ankomst, også fyldt rigtig meget i mit hovedet. Så jeg har virkelig haft svært ved at fokusere på skolen, og ikke mindst på den eksamen, jeg lige har fået overstået. Men nu er det heldigvis et afsluttet kapitel, og jeg kan nu bare nyde de sidste 6 uger (+/-) og ikke mindst få slappet godt og grundigt af 🙂 

wp_ss_20161111_0005-2

Det var dog også ret underligt at skulle sige farvel til min klasse og skolen. Det er underligt at tænke på, at der faktisk kommer til at gå 10-12 måneder, før jeg i teorien ser dem igen, og så bliver det tilmed bare på skolen, for når jeg starter igen, bliver det i en ny klasse. Det er jeg lidt træt af, for synes min klasse har været helt fantastisk at gå i. Men sådan er det jo 🙂 De fik selvfølgelig også en lille afskedskage den sidste dag, og den smagte altså pæææænt godt, hvis jeg selv skal sige det 😛 Det tror jeg da også de andre synes, for der var intet til overs bagefter 😀

Hvad skal jeg så bruge min barsel på? Udover at ligge en del på sofaen selvfølgelig 😛 Der mangler at blive ordnet nogle få detaljer på børneværelset, men det kommer der styr på inden december. For så er hendes værelse nemlig helt klar i tilfælde af, at hun skulle melde sin ankomst før termin. Ellers har vi et arbejdsværelse, der roder frygteligt, så der kigger jeg nok også lidt ind engang imellem 😛 Og så har jeg også et par hækleprojekter, der gerne snart skulle bliver realiseret, hvis jeg skal nå det. Jeg skal have lavet en lille rangle, barnevognskæde, nusseklud og et babytæppe – så har måske liiiiiidt travlt 😀 Og ja, ellers kommer den nok til at stå på en del sofatid med stearinlys og filmhygge, lidt bagværk i form af boller og selvfølgelig diverse julekager (perfekt tid at gå på barsel), gravidsvømning som jeg starter på i næste uge, og så de småting jeg løbende finder på 🙂

Jeg glæder mig 🙂

// Sofie